Af Jakob Wärme Hansen | jawh@avisen.dk
Hvad fejler otte-årige Danni? Det spørgsmål stillede Danni og hans forældre til Sydvestjysk Sygehus gennem flere år uden at få svar. I går aftes kom det så frem, at Danni lider af såkaldt Tourette Syndrom, men først efter at DR-programmet ’Diagnose Søges’ tog dem en tur på Rigshospitalet.
Tourette er ikke nogen sjælden sygdom. Det skønnes, at der findes mellem 4.000 og 5.000 tilfælde i Danmark. Derfor undrer det Erik Bach, formand for Patientforeningen, at diagnosen ikke er blevet stillet tidligere.
Fuldstændig meningsløst
»Det er absolut ikke tilfredsstillende, men det er desværre noget, vi har hørt om før. Det er jo fuldstændig meningsløst, at sådan et stakkels menneske skal gå og lide flere år,« siger han.
Problemet kan være, at hospitalerne i yderområderne har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft på grund af deres geografiske placering. Poul Jaszczak, formand for Foreningen af Speciallæger, erkender, at det kan være svært at få læger til yderområderne.
»Helt kynisk set så foretager man jo en udvælgelse. Når lægerne gerne vil arbejde i universitetsbyerne, så søger de arbejde der. Og hvis de ikke har lyst til at flytte sig, så bliver de der bare,« siger han.
På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg ved man godt, at man ikke er førsteprioritet hos lægerne.
»Vi prøver at skabe et bedre arbejdsmiljø på afdelingerne for at tiltrække flere kvalificerede læger,« siger Joan Christensen, personalechef på Sydvestjysk Sygehus.