Regeringen lokker i sit sundhedsudspil med 320 introduktionsstillinger i almen medicin, som skal få læger til at rykke fra storbyer til yderområder.
Men der skal mere i godteposen, hvis regeringen vil være sikker på, at lægerne rykker roden op og flytter væk i det halve år, som introduktionsstillingerne varer.
Det vurderer formand for de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Christian Freitag.
- Hvis der kommer lidt mere i lønposen, deltidsmuligheder, forskningsmuligheder eller gode faciliteter, kan det være fordele, der gør, at de unge læger hellere vil bælge det i et halvt år, end et sted tættere på.
- Så kan man næsten slå to fluer med et smæk, fordi man hjælper nogle borgere, der får flere lægekræfter hos deres praktiserende læge, siger han.
Stillingerne er en mulighed for læger, der ønsker at specialisere sig inden for almen medicin, til at se, om livet som praktiserende læge er noget for dem.
I et halvt år bliver man tilknyttet en lægepraksis, modtager undervisning og tager imod patienter.
På den måde har man også vist særlig interesse for området. Og det tæller på ansøgningen til de ifølge Freitag meget eftertragtede uddannelsespladser.
Selv om de 320 introduktionstillinger kan lette presset på nogle af lægepraksisserne, løser det dog ikke problemet med lægemangel, mener PLO.
- Dybest set får vi ikke det problem løst, før vi bliver nok speciallæger, og det tager nok fem, syv, otte år endnu.
- Det her er nok noget af det bedste, man kan gøre. Især hvis man får fordelt lægerne rigtigt ved at gøre det attraktivt de steder, der mangler læger, siger Christian Freitag.
Det er sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), som fredag fremlagde udspillet om 320 ekstra introduktionsstillinger.
/ritzau/