Politiet er glade for den, men nu advarer Sundhedsstyrelsen mod at sprøjte peberspray i hovedet på fulde eller narkotika-påvirkede personer. Det skriver Politiken.
- Da OC (peberspray red.) i givet fald vil blive anvendt på
personer med ukendt sårbarhed - og i nogle tilfælde måske endda øget
sårbarhed som for eksempel kronisk sygdom og påvirkning med alkohol eller
narkotika - skal eventuelt anvendelse begrænses mest muligt, og der skal
sikres mulighed for lægetilsyn af de eksponerede, skriver Sundhedsstyrelsen, ifølge Politiken, i et notat til Rigspolitiet.
I dag står fulde eller narkotika-påvirkede personer for skud hver anden gang politiet bruger perbersprayen, der hidtil har været anvendt som forsøg i Østjylland. Rigspolitiet evaluerer nu forsøget men ventes at bede justitsminister Lene Espersen (K) om at give tilladelse til, at den kan tages i brug over hele landet.