Det er ikke bare landets yderområder, der mangler praktiserende læger.
Det gør hovedstadsregionen også, og det får nu Region Hovedstaden til for første gang at etablere to midlertidige regionsklinikker.
Her skal borgere, der ikke kan komme til hos områdets praktiserende læger, kunne blive tjekket af læger og sygeplejersker ansat af regionen.
- Situationen er, at tre praktiserende læger i København lukker deres praksis, og der flytter i øjeblikket mange studerende til hovedstaden.
- Så hvis vi skal sikre alle muligheden for at gå til læge, så er det nødvendigt, at regionen opretter to midlertidige tilbud, siger Qasam Nazir Ahmad (AL), formand for regionens udvalg for forebyggelse og sammenhæng.
De to midlertidige klinikker oprettes på henholdsvis Amager Hospital og Bispebjerg Hospital snarest muligt.
Situationen er lige nu, at 98 procent af de praktiserende læger i København er lukket for tilgang af patienter. På Frederiksberg er det alle læger, der må melde alt optaget.
Karin Zimmer, formand for de praktiserende læger i København, ærgrer sig over, at Region Hovedstaden vælger at etablere regionsklinikker.
Hun havde hellere set, at regionen havde undersøgt muligheden for at udvide kapaciteten på de nuværende praksisser.
- Her og nu kunne en løsning, som vi også har foreslået, være, at regionen kunne købe ekstra pladser hos de eksisterende praksisser. Det ville betyde, at man så her kunne ansætte ekstra personale. Men det har man ikke villet fra regionens side, siger Karin Zimmer.
De regionsdrevne klinikker kan ifølge lægeformanden ikke tilbyde den samme kontinuitet, som de praktiserende læger kan.
Det er ikke en "fast" læge, der tilser patienten, på samme måde som en praktiserende læge, siger hun.
Desuden kan man ifølge Karin Zimmer heller ikke være sikker på at blive tilset af en speciallæge i almen medicin.
/ritzau/