Hvis uheldet er ude efter solnedgang, bliver det ikke lægehelikopeteren, der redder én. De dyrt indkøbte helikoptere kan nemlig kun gå i luften, når det er lyst, fordi Danmark ikke har GPS-oplysninger om eksempelvis el-ledninger, står der i Sundhedsstyrelsens nye beredskabsplan om lægehelikopterne.
Det skriver metroXpress.
Den danske helikopterlæge i Norge Lars Knudsen, der også har rådgivet Sundhedsstyrelsen, siger, at de manglende GPS-oplysninger gør det for farligt at flyve i mørke i Danmark:
»Der er ikke noget ved at redde nogen med en helikopter, hvis andre til gengæld risikerer at blive dræbt,« siger han til metroXpress.
Leder af Traumecenter Århus, overlæge Erika Christensen, der er en af landets førende eksperter i lægehelikoptere, ærgrer sig over, at ingen helikoptere letter i mørke:
»Jeg havde håbet, at der i det mindste blev en helikopter, som hurtigt kunne sættes ind i hele landet, selv om det var mørkt. Den kunne for eksempel placeres i Odense,« siger hun til avisen.