Danske lægehelikoptere, der henter syge og tilskadekomne danskere på alle tider af døgnet, kan hurtigt blive virkelighed. Kort- og Matrikelstyrelsen har allerede i dag de nødvendige GPS-oplysninger, det eneste, der mangler, er grønt lys fra politikerne til, at de forskellige data bliver lagt sammen, siger Henning Elmstrøm, formand for Den Danske Landinspektørforening.
»Det tekniske grundlag i forhold til ruter, kort og ledninger findes allerede. Det er bare et spørgsmål om at sammenkøre to forskellige modeller, en højdemodel og en overflademodel, så har man systemet,« siger Henning Elmstrøm og tilføjer, at det hverken er dyrt eller tidskrævende at få systemet på plads.
Hvis politikerne beslutter, at det skal gøres, kan systemet til ambulancehelikopterne være på plads på to til tre måneder, lyder vurderingen.
Tirsdag kom det frem, at de nye dyrtindkøbte lægehelikoptere ikke kan flyve efter mørkets frembrud, fordi deres systemer ikke indeholder tilstrækkelige detaljerede GPS-oplysninger. Det var ellers meningen, at helikopterne skulle sikre, at borgere i hele landet kunne få hurtig behandling, selv om der er blevet længere mellem sygehusene.
Problemet er kommet bag på politikerne i Folketinget, som dog straks har sendt ansvaret videre til regionerne.
»Regionerne afgør selv, om de vil have helikoptere i døgndrift eller ej. Men det er regionerne, ikke Folketinget, der må finde ressourcerne,« siger sundhedsordfører for Venstre Birgitte Josefsen.
Hun fremhæver, at Folketinget har vedtaget en rammeaftale på området, som det er op til de enkelte regioner at udfylde på den måde, de finder bedst. Hvis regionerne mener, at der også er behov for lægehelikoptere om natten, opfordrer hun dem til at tage det op til de årlige økonomiske forhandlinger mellem regionerne og regeringen i juni.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), mener, at en løsning ikke kan vente til sommer. GPS-systemet må straks opdateres, så helikopterne kan bruges døgnet rundt, og det er Folketinget, der må punge ud, siger Bent Hansen.