Hanne Lene Flachmeyer blev dræbt midt om natten af knivstik.
Og til stede i huset var kun den 60-årige kvindes egen mand og lægeparrets fælles datter.
Datteren blev senere fundet smurt ind i sin mors blod fire kilometer fra huset – og siden har datteren og faderen begge beskyldt hinanden for mordet, som de begge nægter at have begået.
Anklagemyndigheden valgte at tiltale datteren for drabet, men der er ikke beviser nok til at dømme den 38-årige datter LL for mordet, besluttede et nævningeting i dag i Aalborg.
- Politiet har foretaget deres efterforskning og mente, at de kunne bevise, at min klient var skyldigt. De kunne de ikke. Og det er jeg meget tilfreds med, siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til TV2 News efter den overraskende dom.
Kvinden har været varetægtsfængslet i 14 måneder, og hun skal nu ud til en virkelighed, hvor hun igen kan se sine to børn.
- Hun er meget lettet, og det påvirker hende naturligvis. Det skal hun nok have nogle dage til at forstå, siger Michael Juul Eriksen.
Skyldsspørgsmålet kan ikke ankes.
Anklager Elsemette Cassøe ønsker ikke at komme næremere ind på, hvad anklagemyndigheden nu vil gøre.
- Men det er klart, at det er en meget ulykkelig sag for en familie. Der er begået et drab i familien, og det er ikke lykkedes os at påvise, hvem gerningsmanden er, siger hun til TV 2 News.
Elsemette Cassøe var dog ikke overrasket over frifindelsen.
- I en retssag skal man altid være forberedt på, at det kan gå begge veje, og i denne sag fandt retten ikke, at der var en overvægt af beviser mod den tiltalte, siger hun.