Grov forsømmelse og skødesløshed. Sådan lyder anklagen mod en læge og en sygeplejerske fra Sønderborg Sygehus, efter en 25-årig kvinde døde for tre år siden efter et kejsersnit på sygehuset.
Den usædvanlige sag skal nu afgøres i retten i Sønderborg, skriver Dagens Medicin.
Klager over læger og sygeplejersker ender normalt i Patientklagenævnet. Det fandt i 2006 ikke grund til at kritisere lægens og sygeplejerskens arbejde i forbindelse med dødsfaldet på Sønderborg Sygehus. Men retslægerådet var ikke enige i Patientklagenævnets frifindelse, og nu skal sagen afgøres foran en dommer.
- Det viser, at det er værd at kæmpe. Skal vi have det lukkede system af sundhedspersonale brudt, så kræver det, at vi som patienter og pårørende tager sagen i egen hånd, siger Børger Agerlund, pårørende til den afdøde kvinde, til JydskeVestkysten.
Sagen bliver afgjort på mandag.