Af Morten Skærbæk | mosk@avisen.dk
De Radikale vil nu tvinge sygehusene til at tilbyde mæglingssamtaler mellem læger og utilfredse patienter.
Målet er at mindske antallet af egentlige klagesager og få sygehusene til at lære af deres fejl.
»Der er brug for, at sygehusene kommer utilfredse patienter mere i møde. Det er sjældent, at utilfredse patienter klager, fordi de vil have hævn over en læge. Ofte vil de i virkeligheden bare have en forklaring på, hvad der er sket,« lyder vurderingen fra sundhedsordfører Charlotte Fischer om forslaget, der er en del af et større sundhedsforslag, partiet præsenterer til august.
Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, er begejstret. Han mener, at den bedste behandling af utilfredse patienter ikke nødvendigvis foregår gennem det formelle patientklagenævn.
Vil have undskyldning
»Vi ved, at noget af det vigtigste for fejlbehandlede patienter er at få en undskyldning fra lægen. Derfor kan det i mange tilfælde være en fordel at lave et møde mellem de to parter først.«
Den holdning har man også på Gentofte Hospital, hvor man siden december har tilbudt en mæglingssamtale mellem parterne i klagesager. Betingelsen er, at patienten har klaget over en specifik læge, samt ikke mindst, at begge parter vil være med til en samtale.
Og faktisk har det største problem været at lokke de berørte læger med til en samtale.
Kun lykkedes en gang
Otte gange har specialkonsulent på hospitalet Anne-Mette Midtgaard således forsøgt at arrangere en samtale mellem en læge og en patient, men kun en enkelt gang er det lykkedes.
Primært fordi man rundt på hospitalets afdelinger har været skeptiske.
»Jeg tror, at ordet mægling har skræmt nogle af lægerne, fordi det kan lyde som skridtet lige før en retssag. Og så har lederne på afdelingerne været vant til at løse den slags internt i afdelingen.«
Det forklarer Anne-Mette Midtgaard, der dog tilføjer, at sygehuset stadig tror på konceptet:
»Den ene gang, det lykkedes, var det med et fantastisk resultat, og patienten og lægen var meget glade bagefter.«