Det er svært. Måske endda noget af det sværeste.
At lægge cigaretterne på hylden kan faktisk være noget nær umuligt for mange mennesker - uanset om man ønsker at være røgfri eller ej.
Og det er vist ikke nødvendigt at fortælle rygere, at rygning dræber. Men faktum er, at tal fra EU viser, at 650.000 mennesker mister livet som følge af rygning. Hvert år. Og ud af dem dør 19.000 mennesker på grund af passiv rygning.
Derfor har WHO udråbt dagen i dag som officiel "Verdens Røgfrie Dag".
Og vil du gerne benytte netop dagen i dag som din rygestopdag, giver Avisen.dk i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse dig her 11 gode råd til, hvordan du får lagt cigaretterne på hylden. For altid.
11 gode råd ved rygestop:
1. Beslut dig for en bestemt dag og tidspunkt, hvor du stopper.
2. Opsøg eventuelt rådgivning og støtte hos apoteket, kommunen eller egen læge. Rådgivning kan både være en hjælp i planlægningen af stoppet, men også hvis du netop er stoppet og har brug for hjælp til at forebygge tilbagefald. Du kan også ringe til STOP-linien på 80 31 31 31.
3. Indkøb eventuelt hjælpemidler, f.eks. nikotinerstatning, hvis du forventer at dette vil hjælpe dig bedst.
4. Involver dit netværk. Vær ikke bange for at bede dine nære, om det du har brug for, f.eks. ros, tolerance for øget irritabilitet, hjælp til daglige pligter.
5. Nedskriv dine grunde til at stoppe – der kan være mange eller få. Hæng dem op på køleskabet.
6. Forbered dig på hvad du vil gøre i de svære situationer, som du ved kommer. Lav f.eks. en liste med følgende udsagn: ”I følgende situationer …, vil jeg …”
7. Tag små skridt. Hvis du ikke kan overskue tanken om at være røgfri resten af livet, så aftal med dig selv at være røgfri resten af dagen, den næste time, de næste 5 minutter etc. og lav så løbende nye aftaler med dig selv.
8. Beløn og ros dig selv. Vær god ved dig selv - tag de pauser du har brug for og gør noget du kan lide. Du kan også spare de penge, du ikke bruger til cigaretter, op til noget du ønsker dig eller bruge dem til at forsøde dagligdagen.
9. HUSK - rygetrangen varer i gennemsnit ca. 7 minutter. Afled din opmærksomhed imens.
10. Skru ned for stressen, op for motionen og spis grønt, groft og magert; alle tre ting vil hjælpe til at mindske rygetrangen og beskytte dit rygestop.
11. Falder du i, så husk at alt ikke er tabt. Sluk cigaretten med det samme, skil dig af med eventuelt indkøbte cigaretter og fortsæt dit stop så hurtigt du kan.