Forældre kan tage barnets første sygedag, når ungen derhjemme er snottet eller skal til lægen.
På samme måde ønsker Ældre Sagen nu, at arbejdsgiverne skal kunne give os fri, når ældre familiemedlemmer har brug for vores støtte.
Forslaget kommer, efter at en undersøgelse har vist, at fire ud af ti ældre ofte føler sig ensomme på landets plejehjem.
Der bør derfor indføres en 'Bedstes første sygedag', mener chefkonsulent i organisationen Olav Felbo.
"Hvis man for eksempel har en gammel mor eller far, der skal på hospitalet fra plejehjemmet, så bør man kunne tage fri fra arbejde for at hjælpe og være med i sådan en krisesituation. Det er særligt i en sådan situation, at man føler sig særligt ensom, hvis man ikke har kontakt med de pårørende," siger Olav Felbo til Nyhedsbureauet Newspaq.
De ældres ensomhed skyldes i høj grad også, at personalet på plejehjemmene har alt for lidt tid til den menneskelige kontakt, mener Olav Felbo.
Derfor opfordrer han til, at der skal være mere tid til at tale med de ældre, så de ikke føler sig så alene. Ligeledes minder han pårørende om, at de også har et ansvar for ofte at kigge forbi plejehjemmet, så mormor eller oldefar jævnligt får besøg.