06.15
Står op og lufter mine to labrador-hunde. Herefter spiser jeg morgenmad og læser dagens avis.
08.00
Møder på arbejde på Hvidovre Hospital, hvor jeg som uddannet jordemoder er daglig leder på en fødeklinik. I anledning af kampdagen har jeg købt morgenbrød til alle kollegerne. Nogle troede, at jeg havde fødselsdag. Fik forklaret den rette sammenhæng, hvilket førte til en god diskussion om behovet for overhovedet at fejre dagen. Jeg argumenterede for, at det var en særlig grund til at være på barrikaderne i år, eftersom Ungdomshuset på Jagtvej 69, hvor dagen blev indstiftet, netop er blevet jævnet med jorden.
12.00
Tager fri fra arbejde for at tage bussen ind til Danmarks Design Center. Her skal jeg høre ligestillingsminister Eva Kjer Hansen fremlægge sin handlingsplan for ligestilling. Alle spidserne fra græsrødderne på området er dukket op.
13.00
Under debatten om ministerens plan tager jeg ordet og spørger ind til, hvordan man konkret vil skaffe flere kvinder på topstillinger i det danske erhvervsliv. Jeg efterlyser målsætninger og tal på området. Ministeren svarer, at der kommer noget mere konkret på bordet til foråret. Til frokost serveres der sushi, og jeg nyder de lækre biler, som er udstillet på designcenteret.
15.00
Snakker med en fra Kvinderådet om vores arrangement om prostitution senere i dag. De sidste brikker falder på plads, og der er styr på det hele. Herefter fortsætter resten af dagen med oplæg og debat.
19.00
Kommer hjem til et tomt hus. Gør rent i køkkenet, laver aftensmaden klar til familien og fodrer vores høns. Har også tid til at gå tur med vores hunde.
22.00
Ser nyhederne, tjekker mails og snakker med min mand og datter om kampdagen.
22.30
Går i seng med en Harry Potter-bog. Jeg tænker, at man skulle have nogle flere 8. marts’er, så vi kunne få ligestillingsbåden til at rokke lidt.