Græsk katastrofe kan føre til europæisk brandstyrke .
Dette er blot én af mange overskrifter i anledning af katastrofen i Grækenland. Landet er i bogstavelig forstand i brand og foreløbig er mere end 60 mennesker blevet flammernes bytte.
Det græske beredskab er helt utilstrækkelig, og den internationale støtte er derfor på vej.
For de mange, der allerede er ramt af katastrofen, kom hjælpen alt for sent eller slet ikke. Og for dem, der fortsat er truet, er hjælpen helt utilstrækkelig.
Derfor må jeg igen spørge: Hvorfor venter vi med at organisere indsatsen, når vi på forhånd ved, at det vil betyde, at vi kommer både for sent og med for lidt?
Terrortruslen, miljøkatastrofer og klimaforandringerne med orkaner, tørke og oversvømmelser betyder risici og trusler, vi som samfund kender og er i stand til at forudsige.
Nu er det så på tide, at vi også erkender disse risici og trusler og sætter dem i rette perspektiv, så vi på den baggrund kan oprette et langt mere relevant indsatsberedskab.
Det gælder indsatsen på såvel den nationale scene som den internationale scene.
Hvad venter vi på?