Har du hørt det? »Helle Thorning-Schmidt er usynlig?«
Historien kværner løs, tænd for TV2 eller DR, læs morgenaviser: »Helle er usynlig«, siger Mogensen, Kristiansen, Qvortrup, Pittelkow, og så er det vel sandt. Stop enhver på gaden og sig navnet Helle Thorning-Schmidt: »Hun er jo usynlig,« vil de bemærke.
Gid de politiske kommentatorer blev usynlige, fordi de ødelægger og forråder det politiske liv med deres ofte intetsigende betragtninger, der reducerer politisk indhold til ævl om at være »på« og være synlig. Den eneste interessante artikel om Helle T. stod i denne avis lørdag: Her fremgik det, at S-lederen er den tredie-mest omtalte toppolitiker det seneste år.
Hun er altså ikke usynlig, men meget synlig. Willy Søvndal, derimod, har ikke sagt et kvæk siden valget, bortset så fra i forrige uge, hvor han i helvedes vendinger fordømte islamister. Nu er han toppopulær. Verden er uretfærdig. SF laver intet som helst - og stormer frem.
Socialdemokraterne har netop fremlagt en omfattende, ambitiøs - nogle kalder den rabiat - plan for at forbedre integrationen i Danmark. Ingen har hørt om planen, fordi den stort set ikke er blevet omtalt i medierne, slet ikke i tv, for her har alle travlt med at blive enige om, at Helle T. er »usynlig.« De kloge sukker og siger, at Helle T. mangler den store fortælling. Ævl. Vi mangler ikke den store, altomfattende forandring af samfundet, men små og store ændringer på de politikområder, der optager folk. S-udspillet er et godt bud, hvis bare vi havde hørt om det.