Premierminister Theresa May har ikke rokket sig "en tomme" på sine røde linjer i forhold til brexit, siger Labours juridiske rådgiver, Shami Chakrabarti, til Sky News.
May inviterede tirsdag Labour til forhandlinger om et brexit-kompromis, efter at hun måtte konstatere, at hun ikke kan få sit eget konservative parti til at støtte den skilsmisseaftale, hun har forhandlet med EU.
Men Labours forhandlere klager over, at May ikke vil afvige fra de røde linjer, som hun satte for mere end to år siden om brexit. Det gælder for eksempel et nej til britisk deltagelse i EU's toldunion.
Fortsat deltagelse i toldunionen er et nøglekrav fra Labour.
Søndag er der kun fem dage til, at Storbritannien skal forlade EU, medmindre der findes et flertal for en skilsmisseaftale i det britiske parlament, eller EU's øvrige 27 medlemslande går med til en kortere eller længere udsættelse af brexit.
Chakrabarti tror, at der kun er ringe håb om et gennembrud inden et særindkaldt EU-topmøde onsdag.
- Hidtil har vores indtryk været, at May ikke har bevæget sig en tomme på sine røde linjer. Når det gælder substansen, så er der indtil nu ikke nogen bevægelse fra regeringens side.
- At dette er blevet efterladt så sent på dagen (...) det gør det svært at forestille sig, at vi vil opnå reelle fremskridt, medmindre vi enten får et parlamentsvalg eller en ny folkeafstemning om en aftale, som hun kan få over stregen i parlamentet, siger hun.
May udsendte lørdag aften en erklæring til konservative partifæller, hvor premierministeren forklarer, at hun ikke har haft noget andet valg end at tale med Labour.
Hun minder om, at medlemmer af hendes eget parti tre gange har været med til at nedstemme den skilsmisseaftale, hun har indgået med EU.
Hvis støtten til May og regeringen nu svigter, så kan det hele falde på gulvet.
- Jo længere tid, det tager, jo større er risikonen for, at Storbritannien aldrig træder ud, mente hun.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters