Oftest bliver DSB kritiseret for at være for langsomme. Men natten til søndag var en DSB-ansat lige lovlig hurtig, da han skulle låse Vejle Banegård af.
I hvert fald overså han, at et af banegårdens toiletter var optaget, inden han lukkede og slukkede.
Da manden, der havde benyttet toilettet, var færdig med sit besøg, fik han sig derfor lidt af en overraskelse. Det skriver TV Syd.
– Han ringede til os omkring klokken 00.25 og sagde, at han var blevet låst inde på banegården, fortæller Per Jeppesen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV Syd.
Politiet kontaktede efterfølgende DSB, der måtte retur og lukke manden ud.