Midt i det travle vinterprogram må Liverpool-manager Jürgen Klopp finde sig i at måtte undvære sin anfører, Jordan Henderson, i flere uger.
Ifølge en række engelske medier har en skanning afsløret, at Henderson har pådraget sig en forstrækning i det ene baglår.
Den sædvanligvis velinformerede avis Liverpool Echo skriver, at midtbanespilleren skal holde minimum fire ugers pause og ikke forventes at være tilbage på banen før februar.
Jordan Henderson kom galt afsted i storkampen mod Arsenal 22. december, hvor han måtte lade sig udskifte allerede efter 13 minutters spil.
Hvis prognosen om fire fodboldfri uger holder stik, går han blandt andet glip af mødet med førerholdet Manchester City 14. januar.
Derudover må han undvære ligakampene mod Leicester, Burnley, Swansea og Huddersfield foruden en pokalkamp mod Everton.
/ritzau/