Forsyningsselskaberne skal effektivisere for næsten seks milliarder kroner, mener regeringen. Det skal føre til en lavere regning til forbrugerne. Eksempelvis vil en almindelig familie skulle spare 2800 kroner om året.
500 millioner kroner til den besparelse forventes at komme fra en liberalisering af affaldsenergisektoren, der i dag er præget af kommunale selskaber.
Men ifølge Dansk Affaldsforening, der er en interesseorganisation for de kommunale affaldsenheder, mangler regeringens regnestykke et par potentielt betydningsfulde mellemregninger.
- Hvis man skal ud og konkurrere, så er det på det europæiske marked, siger Jacob Hartvig Simonsen, der er direktør i Dansk Affaldsforening.
- Hvis den internationale markedspris for få behandlet et tons affald er 500 kroner, og den i Danmark er 300, så vil prisen i Danmark også lægge sig på 500 kroner. Så vil borgerne opleve en mer-regning i stedet for en gevinst.
Modsat mener Dansk Industri, at tiden er moden til en liberalisering.
- Det vil gavne både miljøet og økonomien, hvis private aktører får mulighed for at komme ind på dette marked, siger Tine Roed, der er direktør i Dansk Industri.
Såfremt de private aktører skal ind på markedet for affaldsenergi, skal de kommunale selskaber have afklaret deres lån på 10 milliarder kroner. Gælden, der stammer fra investeringer i anlæg, står i lavrentelån optaget i KommuneKredit.
- Alle lånene i de her store affaldsenergi-anlæg skal givetvis omlægges. Der kan være en lang række udgifter i forbindelse med den omlægning, siger Jacob Hartvig Simonsen.
Der er på nuværende tidspunkt ikke et komplet overblik over, hvad sådan en omlægning vil koste.
- Vi er i gang med at analysere det. Vi kigger ind i en engangsomkostning på mellem en til to milliarder og en årlig omkostning på 300 millioner, siger affaldsforeningens direktør.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.