Af Kristina Gjelstrup Villadsen, krvi@avisen.dk
Du står i prøverummet, kjolen sidder perfekt, og du forestiller dig opmærksomheden, når du træder ind ad døren til festen om aftenen. Eller – du er i byen med vennerne, og det er din tur til at give en omgang.
Men i det øjeblik du griber efter dankortet, hører du din bankrådgivers stemme i baghovedet.
Dit kort er for længst i overtræk, og kassekreditten kan ikke strækkes en millimeter længere.
Penge på trapperne
Løsningen er snart på trapperne. Om cirka 10 dage bliver det muligt at låne penge kun ved hjælp af mobiltelefonen.
Svenske og finske forbrugere har længe haft muligheden, og det er også penge fra de to lande, der står bag det nystartede danske firma Sms Kviklån A/S, der bliver det første af sin slags i Danmark.
Hvis det kommer til at foregå som i Sverige, skal du bare sende en sms med dine bankoplysninger, cpr-nummer og lånebeløb. Efter et kvarters tid får du en bekræftelse, du svarer ok, og så er dit dankort køreklart igen.
Problemer i udlandet
Det lyder nemt og det er nemt.
Hagen er bare, at du skal grave lidt dybere i lommerne, end hvis du ventede til din bankrådgivers åbningstid mandag morgen. Låner du 3000 kroner hos svenske Mobillån, der også forventes at komme på det danske marked, skal du betale 3625 kroner tilbage efter en måned. I udlandet har lånemetoden ikke været uden problemer, forklarer Søren Iversen, der er specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.
- Problemet i de andre nordiske lande har været, at lånene er dyre, og at der er høje renter.
Søren Iversen kritiserer desuden, at lånene overvejende er rettet mod helt unge forbrugere, der måske i øjeblikket ikke tænker på, at lånet også skal betales tilbage igen.
I Sverige har forbrugerne kunnet låne penge via mobiltelefonen siden 2006. Ifølge det svenske register over skyldnere er 1407 som lånerne i samme periode endt i skyldnerregisteret. Fire ud af ti af dem er under 25 år.