Flere kriminelle indvandrere skal smides på porten. Og overtræder indvandrerne straffeloven, så må de vinke farvel til deres mulighed for dansk statsborgerskab.
Sådan lyder de nye forslag til udlændingepolitiske stramninger, som Liberal Alliance (LA) præsenterer på sit sommergruppemøde fredag. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Vi vil gerne have dem, der bidrager, men ikke dem, som kommer herop for at leve af offentlige ydelser eller for at begå kriminalitet, siger politisk ordfører og nyudnævnt integrationsordfører, Simon Emil Ammitzbøll.
Ammitzbøll erkender samtidig, at der er tale om nye toner fra partiet.
- Men tiden har gjort, at synspunkter, som tidligere var gangbare, i dag ikke holder i den konkrete virkelighed, når det handler om at begrænse kriminaliteten i Danmark, siger han.
Helt konkret vil partiet udvise mennesker med en midlertidig opholdstilladelse, hvis de overtræder straffeloven.
Samtidig skal personer med permanent opholdstilladelse smides ud, hvis de begår personfarlig kriminalitet eller bryder loven mere end én gang.
Indvandrerne må desuden opgive drømmen om dansk statsborgerskab, hvis de overtræder straffeloven, mener LA.
Med de nye forslag udbygger partiet sit slogan "åbne grænser, lukkede kasser", lyder det.
Liberal Alliance møder opbakning i Venstre, der roser den "mere realistiske tone".
Men hos Dansk Folkeparti venter man spændt på forandring.
- Hvis vi skal tro på Liberal Alliance, kan partiet jo starte med at opsige alle de aftaler om lempelser af udlændingepolitikken, som det har indgået med regeringen, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).
De Radikales integrationsordfører, Zenia Stampe, giver heller ikke meget for udmeldingen.
- Jeg tror ikke, det er udtryk for politisk ideologi og ser det mere som en kommunikationsstrategi, siger hun.
Zenia Stampe kritiserer desuden forslagene for at karambolere med internationale konventioner.
/ritzau/