Asylansøgere med børn skal have bedre mulighed for at bo uden for asylcentrene, hvis de ikke kan sendes hjem. Det har Liberal Alliance aftalt med regeringen og Dansk Folkeparti.
Den nye asylaftale er en del af Liberal Alliances betaling for at hjælpe regeringen og DF i 2020-planen, hvor man endnu ikke har flertallet på plads.
Liberal Alliance bliver afgørende, fordi regeringen mangler et mandat, når Malou Aamund i dag forlader Folketinget, og mandatet går fra Venstre til Liberal Alliance.
"Aftalen er en positiv tilkendegivelse fra regeringens side. Det gør det alt andet lige lettere at tale med os," siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll til Jyllands-Posten.
I dag kan afviste børnefamilier fra Iran og Somalia tidligst flytte ud af asylcentre tre år efter et afslag. Men nu får afviste børnefamilier fra alle lande tilbud om udflytning allerede halvandet år efter afslag.
Integrationsminister Søren Pind siger til Jyllands-Posten, at han ser aftalen som en del af den "løbende tilpasning af udlændingepolitikken."
Liberal Alliance skal til gengæld levere stemmer til at skærpe straffen for hjemmerøverier og organiseret kriminalitet.
Kilde: Jyllands-Posten