Liberal Alliances nye politiske leder slår fast, at partiet ikke bakker op om tildækningsforbuddet - også kendt som burkaforbuddet.
Det skriver Jyllands-Posten.
- Vi er modstandere af det nuværende burkaforbud, siger Alex Vanopslagh til avisen.
Han forklarer, at partiet afskyr det "formørkede menneskesyn", som ligger bag nogle muslimske kvinders brug af burka eller niqab. Dog strider forbuddet imod partiets mærkesag om personlig frihed, lyder det.
Alex Vanopslagh vil dog heller ikke love, at LA stemmer ja, hvis der bliver fremsat et forslag om at fjerne loven. For han vil gerne drøfte, om forbuddet kan indrettes på bedre måde, end i dag, men folketingsgruppen har endnu ikke lagt sig fast på hvordan.
- Vi vil indgå i de forhandlinger, der så kommer, siger Alex Vanopslagh til avisen.
Da forbuddet blev vedtaget sidste år, stemte enkelte LA-medlemmer for, men partiets folketingsgruppe var blevet fritstillet ved afstemningen, og hovedparten af medlemmerne stemte imod.
Regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og De Radikale, vil have afskaffet forbuddet, men selv ikke med LA's mandater har de flertal.
/ritzau/