Michael Rasmussen blev nummer to i mandagens Designa Grandprix i Kjellerup, og det var første lange skridt i Michael Rasmussens vej tilbage til verdenstoppen.
"Ambitionerne er store. Jeg håber på, at jeg kan komme tilbage, hvor jeg var. Om det sker, det er der ingen, der ved," fortæller cykelrytteren til spn.dk.
Siden Michael Rasmussen blev idømt en to års karantæne har han kørt 65.000 kilometer for at komme tilbage i den form, han var i for to år siden.
"Da var jeg verdens bedste, og det er jeg nok ikke nu. Men jeg kan nok godt blive det igen," siger han.
Michael Rasmussen blev af den internationale cykelunion (UCI) idømt karantænen for ikke at have informeret om, hvor han befandt sig - de såkaldte whereabouts.
Cykelrytteren, der også kendes under navnet Kyllingen, har endnu ikke fundet en ny arbejdsgiver, og det kan måske skyldes, at cykelholdene er tilbageholdende med tidligere karantæneramte ryttere.
"Jeg er såmænd heller ikke sikker på, at holdene har betænkeligheder ved det. Men de er bange for konsekvenserne fra organisationerne. Det er skidt. Når man har udstået en karantæne, så må den være udstået. Ellers må man ændre reglerne, så det hedder en livstidskarantæne i stedet for," siger Michael Rasmussen.