Michael Rasmussen kommer ikke med, når det danske cykellandshold til september skal deltage i VM på landevej.
Det danske landshold har nemlig på et møde i juni besluttet, at udelukke kyllingen fra både VM og OL næste år. Det skriver Politiken.
- Vi ligger inde med oplysninger, der gør, at Michael ikke opfylder vores interne etiske regelsæt, og som gør, at bestyrelsen 22. juni besluttede, at Michael ikke vil komme i betragtning til landsholdet, siger DCU’s direktør, Jesper Worre til Politiken.
Worre bekræfter, at der er tale om advarsler, som Michael Rasmussen har fået i forbindelse med dopingkontroller.
De internationale dopingregler siger, at en cykelrytter har pligt til at oplyse, hvor han befinder sig, så han til hver en tid kan blive kontrolleret af Anti Doping Danmark og Den Internationale Cykelunion.
Gør han ikke det, koster det en advarsel - og tre af slagsen kan føre til en dopingsag.
Michael Rasmussen har selv overfor DR indrømmet, at han har indkasseret en advarsel for en administrativ fejl .