En hel årsløn i bøde for at overtræde dopingreglerne. Den straf er ikke acceptabel for den danske cykelrytter Michael Rasmussen, alias Kyllingen, der vil trække den Internationale Cykelunion (UCI) i retten.
Kyllingen siger ifølge sporten.dk, at han formentlig allerede onsdag er klar til at sende et sagsanlæg til den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Han mener nemlig, at en bøde på 5,3 millioner kroner er alt for dyrt, selvom han har indrømmet, at han har overtrådt dopingreglerne.
Det gjorde han nemlig ved Tour de France i 2007. Inden Touren skrev samtlige ryttere nemlig under på, at de ville overholde doping reglerne. To uger senere indrømmede Kyllingen dog, at han havde løjet om sit opholdssted under træningen, hvilket er et klart brud på reglerne.
Det indbragte ham to års karantæne og nu også bøden på en årsløn.
Michael Rasmussen mener dog, at der er masser af argumenter for, at bøden er alt for høj, og derfor vil han nu have sagen prøvet ved en domstol.