Kyllingens kamp for retten til comeback fortsætter.
Danmark Cykelunion (DCU) vil her til eftermiddag forklare, hvorfor de under Tour de France i 2007 snakkede åbent til pressen om de mange advarsler unionen gav Michael 'Kyllingen' Rasmussen, fordi han ikke fortalte, hvor han befandt under sin træning.
Det sker efter, idrætsprofessor Verner Møller i bogen 'Løgn over løgn', har fastslået, at DCU overtrådte sin tavshedspligt.
Mangeårig iagttager af cykelsport Henrik Elmgreen vurderer, at pres fra offentligheden får DCU ud af busken.
"Men vi skal ikke forvente, at unionen lukker Rasmussen tilbage ind i varmen. Det tror jeg næppe de gør," siger Elmgreen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Dagen pressemøde vil derfor ikke blive Rasmussen første skridt ind i varmen.
"Vi skal nok ikke forvente det helt store nye. DCU vil formentlig fortsat forholde sig ret til at udelukke Rasmussen med henvisning til deres etiske regelsæt. Det er svært at forestille sig, at Rasmussen kommer tilbage på landsholdet," vurderer Elmgreen.
Men hvorfor så overhovedet åbne munden?
"Hele sagen vil simpelthen ikke dø, så det må være pres fra offentligheden og DCU's bagland, der får unionen på banen. Det er en sag, der skiller offentligheden. Du kan finde mennesker, der synes, han er blevet blodigt dårligt behandlet, mens andre mener, han har fået som fortjent," lyder det fra Elmgreen.
Rasmussen lægger ikke lagt skjul på sin foragt for DCU, som han har kaldt "korrupt".
Den garvede Elmgreen vil dog ikke selv gå ind i persondiskussionen om Rasmussen versus DCU.
"Men i princippet har manden nu udstået sin straf. Hvorfor skal Rasmussen ikke kunne agere på lige fod med andre? Man kan jo sige, at så kunne de jo lige så godt have livsvarig straf," lyder det fra Elmgreen.