Selvom der ikke var nogen nævneværdige bjerge på ruten i den danske cykelløb Designa Granprix 2009 i Kjellerup, blev det til et flot comeback til Michael Rasmussen.
For to år siden blev Kyllingen pillet ud af Tour de France, efter at han havde overtrådt dopingreglerne og inkasserede to års karantæne. Muligvis var det den indbrændthed, der fik bjergrytteren til at køre over målstregen som nummer to i cykelløbet, der stort set ikke går opad eller nedad.
"Det var fedt. Der var fantastisk stemning hele vejen rundt. Det var en rigtig dejlig oplevelse, og det var næsten ligesom for to år siden," sagde Rasmussen efter løbet til spn.dk.
Michael Rasmussen fortæller, at han har trænet en hel del i sin ufrivillige pause, men at han naturligvis ikke er på helt det samme niveau som før.
Han siger selv, at han har problemer med at finde et nyt hold, men det er nok nærmere skandalen og ikke formen, der gør klubberne nervøse. Men det behøver de ikke at være, forsikrer Rasmussen.
"Holdene behøver ikke være utrygge. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de er det. Jeg er såmænd heller ikke sikker på, at holdene har betænkeligheder ved det. Men de er bange for konsekvenserne fra organisationerne," siger han og erkender, at det er problematisk i forhold til et comeback.
Løbet blev i øvrigt vundet af letten Aleksejs Saramontins.