En lejlighedsudlejer i den amerikanske stat Florida var ikke kun enormt træt af, at der lå hundeefterladenskaber på fællesarealerne.
Han var så træt af det, at han brugte ekstraordinære metoder for, at finde frem til den formastelige.
Udlejeren bad nemlig alle lejere om at dna-teste deres hunde. På den måde kunne det slås fast, hvilken hund - og dermed, hvilken lejer - der ikke overholdt reglerne om, at der ikke må besørges på fællesarealerne.
Metoden har nu kostet en mand - og hans hund - en stor bøde samt deres lejlighed, skriver Mirror.
Da manden først hørte om dna-testen, syntes han, det var en god idé, men da han to uger senere modtog bøder fra udlejeren, blev han overrasket: Hundelortene kom angiveligt fra hans hund.
Det benægtede manden, men bøderne blev ved at tikke ind. Samlet lyder de på 1.120 amerikanske dollar - eller over 7.500 kroner.
Manden nægter at betale og hans lejekontrakt er nu opsagt.