Ritzau
Opdateret kl. 03:21
Petra Kvitova håber på at vende tilbage til tennisbanerne allerede ved grand slam-turneringen French Open i maj.
Den dobbelte Wimbledon-vinder fik alvorlige skader på sin venstre hånd, da hun forsvarede sig mod en knivbevæbnet person, der i december trængte ind i hendes hjem i Tjekkiet.
Siden har den venstrehåndede Kvitova været igennem flere kirurgiske indgreb, og hendes læge har tidligere vurderet, at hun tidligst ville kunne spille igen i løbet af andet halvår.
Men mandag skrev Petra Kvitova på Instagram:
- Mit navn vil optræde på deltagerlisten for Roland Garros i morgen.
Hovedturneringen ved French Open spilles fra 28. maj til 11. juni.
- I takt med at tidsfristen for at tilmelde sig kom nærmere, har jeg gjort gode fremskridt, og jeg ønsker at give mig selv hver eneste mulighed for at deltage i en af mine favoritturneringer.
Den 27-årige Kvitova, der er nummer 14 på den seneste verdensrangliste, gør det dog klart, at hun endnu ikke er sikker på at dukke op i Paris.
Hendes bedste resultat ved French Open, den eneste af de fire grand-turneringer, som spilles på grusbaner, er en semifinaleplads i 2012.
Petra Kvitova har flere gange i sin karriere på WTA-touren, som hun indledte i 2006, været placeret som nummer to på verdensranglisten. Senest i juni 2015.
/ritzau/