Kom ud af misbruget med en SMS.
Sådan lyder budskabet fremover fra Slagelse Kommune. I lidt over et år har man sendt sms’er til unge misbrugere med opfordringer til at holde sig fra hashen, og nu vil man også have fat i de af byens borgere, der er på kokain.
Projektet får nemlig så gode karakterer i ny evaluering, at kommunen mente, at det var synd at stoppe ved hashen.
»SMS er rigtig godt ramt i forhold til unge, der ikke oplever sig selv som misbrugere, men som er bekymrede over deres forbrug,« siger misbrugskonsulent i Slagelse, Flemming W. Licht.
Han fremhæver samtidig, at de unge oplever SMS’erne som en personlig henvendelse – også selv de bliver spyttet ud af en maskine.
I evalueringsrapporten siger misbrugeren Peter, som deltog i projektet.
»Det er godt, at de henvendte sig personligt. Det gjorde det mere diskret.«
Ifølge Flemming W. Licht er der ingen reelle tilbud til unge misbrugere i dag.
»De unge bliver mødt med moral og lovgivning alle steder, og det kan de ikke bruge til noget,« siger han.