Nye pensions-tal: Her boomer formuen mest
Foto: PFA
Der er stadig stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd har lagt til side til pensionen, men for første gang stiger kvindernes pensionsformue mest.

Den dårlige nyhed er ikke nogen nyhed: Kvinder er dårligere økonomisk sikret i deres pension end mænd, og det vil de være et halvt århundrede endnu, hvis ikke udviklingen overrasker forbrugerøkonomerne.

Den gode nyhed er, at det i det mindste går den rigtige vej. Det skriver avisen Danmark.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at kvindernes pensionsformuer er steget med 17 procent fra 2014 til 2017. I samme periode er mændenes blot steget med 13 procent. Så forskellen er blevet mindre, selv om mændenes opsparerede formue stadig er 24 procent større end kvindernes - i 2014 var forskellen 27 procent viser tallene fra Danmarks Statistik.

- For ti år siden så vi, at kvinderne begyndte at vise større interesse for realkreditområdet, og nu er turen kommet til pensionen. Vi ser, at de i højere grad tjekker deres pensionsopsparing løbende, indbetaler ekstra og tager lidt mere risiko. Det er med til at øge opsparingen, siger forbrugerøkonom i PFA Carsten Holdum til avisen Danmark.

Forskellene i kvinder og mænds opsparing ses tydeligst i aldersgruppen over 60 år.

- Kvinder i den aldersgruppe har været mindre tilknyttet arbejdsmarkedet. De yngre generationer er i langt højere grad på arbejdsmarkedet samtidig med, at de i dag tager længere uddannelser end mænd. Man kunne have forventet, at kvinders opsparing løbende ville have kommet på niveau med mænds, men det er har ikke været tilfældet, siger Carsten Holdum til avisen.

Carsten Holdum forudser, at forskellene stadig vil være der i mange generationer - i hvert fald i 50 år. Blandt andet fordi arbejdspladser, hvor indholdet er for eksempel sundhed og omsorg, og lønnen er lavere end gennemsnittet, stadig er domineret af kvinder.

- Allerede ved valg af uddannelse er kvinder på vej mod lavere opsparing end mænd. Oven i vælger kvinder i højere grad end mænd at tage hånd om familiesituationen - ikke bare i forbindelse med barsel, men også i form af færre timer på arbejdsmarkedet som følge af nedsat tid eller en periode helt uden for arbejdsmarkedet, siger han til avisen Danmark.

Han påpeger, at der ud over det rent det ligestillingsmæssige aspekt er grund til at være opmærksom på pensionsforskellen som et problem:

- Særligt når vi ved, at kvinders pensionsopsparing skal række i flere år end mændenes, både fordi kvinderne forlader arbejdsmarkedet tidligere end mænd, og fordi de lever længere.

Avisen Danmark - Jysk Fynske Medier