Alle kvinder mellem 23 og 60 år får hver tredje år et tilbud om at blive undersøgt for livmoderhalskræft hos deres praktiserende læge. Men en fjerdedel af kvinderne dukker aldrig op, skriver MetroXpress.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse forestiller kvinderne sig, at de er udødelige, og at livmoderhalskræft er noget der rammer gamle damer. Dertil kommer, at underlivsundersøgelser af de fleste opfattes som ubehagelige.
Men samtidig kan undersøgelserne redde liv.
Lægerne kan nemlig afsløre forstadier til sygdommen, og så kan den stoppes, før den bliver livstruende.
Hvert år får 400 danske kvinder konstateret livmoderhalskræft, og halvdelen af dem dør. Det er en sørgelig rekord. Danmark har nemlig Vesteuropas højeste forekomst af livmoderhalskræft.