Det er ikke nok for kvinder, at køkkenet fungerer, og om el-installationerne er i orden. Kvinder vil have masser af x-faktor, og her er hygge og specielle detaljer nøgleord.
»Kvinder er meget optagede af at bygge rede. Det er vigtigt for dem, at der er noget hyggeligt i forvejen, som de kan præge. En x-faktor for kvinder kan for eksempel være et sødt, lille vindue, et indhak eller nogle indbyggede hylder,« siger Kristine Virén, der er arkitekt og fagredaktør på boligejernes videnscenter, Bolius.
De store linjer
En x-faktor for mænd er i stedet, om der er god plads til at udfolde deres interesser.
»Mænd er ikke så interesserede i små detaljer. Her er det de store linjer, der gælder. De er især interesserede i, om der er et skur eller en kælder, de kan udfolde sig i, og om der er plads til fladskærmen og surroundanlægget,« siger Kristine Virén.
At kvinder er mest optagede af de bløde værdier i boligen, mærker ejendomsmæglerkæden Nybolig også.
»Mænd går i højere grad rundt med tilsynsrapporten og er i dialog med håndværkerne, mens kvinderne ofte er mere interesserede i indretning, og om der er faciliteter til børnene. For mændene betyder det til gengæld ofte meget, hvordan garagen og carporten ser ud,« siger kommunikationschef hos Nybolig Eva Nørgaard Petersen.
Plads til hinanden
Hun fortæller, at kvinder også oftere ser på bolig på nettet, og at de i det hele taget tit ser ud til at få det sidste ord i forhold til boligkøb.
Når kvinder og mænd ofte har forskellige behov, når de ser på ny bolig, er det vigtigt at tale sammen.
»Mænd og kvinder skal huske at give plads til hinanden i en ny bolig. Det er vigtigt, at de taler sammen om deres forskellige behov, inden de køber bolig, og at de sikrer sig, at de er enige om, om kælderen for eksempel skal bruges til systue eller værksted,« siger Kristine Virén.
Selvom Eva Nørgaard Jørgensen kan genkende de to køns forskelligheder, mener hun dog, at man skal passe på med at generalisere.
»Vi oplever også kvinder, der er optaget af husets stand, og i det hele taget er der i dag mange tilfælde, hvor rollefordelingen ikke er helt traditionel,« siger Eva Nørgaard Petersen.