Bøvl og bakseri med proptrækkeren huer ikke kvindelige vindrikkere.
I hvert fald er 40 procent af dem positive over for at skulle dreje frem for at trække. Skruelåg er vejen frem, mener de. Den opfattelse kan kun 25 procent af mændene give dem ret i. Det viser en markedsundersøgelse foretaget for den australske vinproducent Jakob s Creek, og salget af de letåbnende flasker er da også steget i forhold til sidste år, skriver allekvinner.no
Selvom der er ikke er megen elegance i at skrue et låg af flasken for at nå de velsmagende dråber, mener 66 procent af de adspurgte ikke, at skruelåget ødelægger vinens image.
Større husstande køber flest skruelåg-vine, og hele otte procent har købt mere vin, alene fordi man let kan få proppen både af og på, siger undersøgelsen. Den nævner dog ikke, om det er mænd eller kvinder, der lægger fingerkræfterne i.