De er opfundet til mavesår. Men de virker også mod uønskede graviditeter. Hvert år får flere kvinder foretaget en abort med kapsler af mavesårsmedicinen Cytotec, der bliver lagt op i kvindernes underliv. Pillerne er bare ikke godkendt som abortmedicin, men som mavesårsmedicin, og det bør sundhedsvæsenet informere kvinderne om, mener Forbrugerrådet ifølge metroXpress.
»Alle patienter skal have at vide, hvad de bliver udsat for. Det gælder også kvinder, der skal have foretaget abort. Derfor bør det altid gøres klart, at medicinen ikke er godkendt som abortmiddel,« siger sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Margrethe Nielsen til avisen.
Omkring 5.000 danske kvinder om året får foretaget en medicinsk abort, flere af dem med pillerne Cytotec, fordi mavesårsmedicinen er billigere end abortmedicinen.
Kritikken preller dog af på professor ved Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet Øjvind Lidegaaard:
»Oprigtigt talt er det lidt fjollet, at Forbrugerrådet bruger så mange kræfter på den sag. Medicinen svarer akkurat til den godkendte medicin, den er bare 100 gange billigere. Jeg forstår ikke, hvorfor Cytotec ikke er godkendt til aborter herhjemme. I Sverige er den godkendt,« siger han til metroXpress.