34 gange. Så mange gange spejler kvinder sig i gennemsnit i løbet af en dag, ifølge en ny britisk undersøgelse fra skønhedsfirmaet Tranformulas.
Kreativ direktør i Style Counsel mener ikke, at tallene er overdrevne.
»Danske kvinder er mindst lige så forfængelige som britiske, hvis ikke mere. Det kan du også se, når du går på gaden. De danske kvinder ser jo ubetinget bedre ud end de britiske,« siger Uffe Buchardt.
Han henviser desuden til, at danske kvinder køber flere læbestifter og øjenskygger end vores britiske naboer. Og i det hele taget er de tilsyneladende glade for at se på sig selv.
»Kvinder spejler sig i alt, hvad de kan spejle sig i. Når de går forbi et butiksvindue eller tager metroen, hvor der er glasdøre,« siger Uffe Buchardt.
Undersøgelsen viste også, at mændene heller ikke er helt ligeglade med udseendet. I gennemsnit spejler de sig 27 gange dagligt.