Det viser en undersøgelse lavet af Capacent Epinion blandt 1.122 medlemmer af HK/Privat.
78 procent af de kvinder, der har været på barsel inden for de seneste fem år, har ikke fået en lønregulering.
Ifølge ligebehandlingsloven er det ulovligt at fastfryse kvinders løn, mens de er på barsel, og hvis kollegerne får en regulering, har den barslende ret til den samme regulering, som hun ville have fået, hvis hun ikke var på barsel.
Faglig koordinator i HK/Privat, Gerda Christensen, der er specialist i barselssager erklærer sig målløs over resultatet af undersøgelsen.
"For ti år siden kulegravede vi området og fandt ud af, at der var en masse kvinder, der gik glip af lønstigninger, når de var på barsel. Efterfølgende rejste vi en række sager, og alle forsikrede os om, at det var et forbigående fænomen. Nu har vi altså dokumentation for, at problemet ikke er blevet mindre. Jeg troede helt ærligt, at vi var kommet videre her 30 år efter, at loven om ligeløn blev indført," siger Gerda Christensen.
HK/Privat har beregnet, at hvis man bliver snydt for en regulering på bare 500 kroner, mens man er på barsel, betyder det ca. en halv million kroner i manglende løn, pension og feriepenge, når man når pensionsalderen.
-Newspaq