Mindst otte civile afghanere, heriblandt flere kvinder og børn, er såret i et luftangreb i det sydlige Afghanistan.
Det oplyser afghanske læger. Luftangrebet skete i provinsen Uruzgan, hvor Taliban-bevægelsen er massivt til stede.
- Mindst otte mennesker, alle civile, blev såret, siger Zia ul-Rahman, en læge på et hospital i byen Tarin Kot, der er hovedby i den urolige provins.
- Blandt ofrene var fem kvinder, to børn og en ung mand, siger han.
En anden læge i den landsby, hvor angrebet fandt sted, bekræfter oplysningerne.
Rahman tilføjer, at "udenlandske styrker" står bag luftangrebet, der skete torsdag aften.
Der var ikke umiddelbart nogen meldinger om luftangrebet fra hverken Nato eller amerikanske styrker i Afghanistan.
Civile tab har været et af de største stridspunkter i løbet af de 15 år, Nato-styrker har været til stede i Afghanistan. Drab på civile har udløst kraftig kritik fra både den afghanske regering og den afghanske offentlighed.
I februar kostede et amerikansk luftangreb mindst 18 mennesker livet i den sydlige Helmand-provins. De fleste af de dræbte var kvinder og børn.
Og i november sidste år stod amerikanske styrker bag et andet luftangreb i Kunduz-provinsen, hvor 32 civile afghanere blev dræbt.
Et af de værste tilfælde af drab på civile skete i oktober 2015, da et amerikansk luftangreb ramte et hospital drevet af Læger uden Grænser. Angrebet kostede 42 mennesker livet og udløste international fordømmelse.
/ritzau/AFP