For første gang i tre år er arbejdsløsheden for mænd højere end for kvinder.
Fra tredje til fjerde kvartal i i 2008 mistede 11.000 mænd deres job. Omvendt blev 7.000 kvinder ansat. Det oplyser Danmarks Statistik.
Dermed ser kvinderne ud til at klare sig bedre gennem den nuværende finansielle krise end mændene.
Og der ligger en logisk forklaring bag - flere kvinder er ansat i stillinger, der er svære at undvære. Det siger arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Jørgen Stamhus.
"Kvinderne står stærkere, fordi de er ansat i den offentlige sektor, der ikke er påvirket af den finansielle krise. Der vil stadig være brug for sundhedspersonale, pædagoger og lærer. Derfor bliver kvinderne ikke i lige så høj grad som mændene arbejdsløse nu," siger Stamhus til Newspaq.
"Det er klart, at mændene er hårdere ramt, da de er ansat i brancher, som bliver hårde ramt, som eksempelvis industrien og byggefagene," fortæller forskeren.
De hårdest ramte lige nu er ufaglærte på eksempelvis slagterier og i eksportvirksomheder, da krisen er global, lyder det fra Jørgen Stamhus.