Kvinder kan redde klassiske mandefag
Håndværk skal fylde mere i både folkeskolen og i fritidsklubben, lyder et initiativ er Dansk Byggeris kvinderåd. Foto: Anne Bæk / Ritzau Scanpix
Brancherne bløder, men opskriften er simpel: Kvinder kan redde klassiske mandefag

Flere brancher bløder medarbejdere og vil om få år komme til at mangle arbejdskraft. 60.000 faglærte, siger de i Dansk Arbejdsgiverforening, mens man i den danske techbranche i 2030 vil mangle 19.000 it-specialister. Derfor skal der gøres noget nu, og ét tiltag er at få flere kvinder ind i det, man traditionelt kalder mandefag. Det skriver avisen Danmark.

Om ti år vil bygge- og anlægsbranchen mangle 17.000 faglærte, i techbranchen anslår de, at vi i 2030 vil mangle 19.000 it-specialister, og en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening fra 2016 viser, at vi allerede i 2025 vil mangle 60.000 faglærte i Danmark. Vi står over for en akut mangel på arbejdskraft, og derfor skal der sættes ind nu, lyder det enstemmigt fra de forskellige brancher.

En måde at løse problemerne på er at få flere kvinder til at vælge de brancher, der bløder, for det er brancher, hvor kvinder generelt er stærkt underrepræsenterede. Et initiativ er Dansk Byggeris kvinderåd, der i januar præsenterede en rapport med otte anbefalinger til at få flere piger til at vælge uddannelserne, og ikke mindst få dem til at blive i brancherne.

En af anbefalingerne er, at håndværk skal fylde mere i både folkeskolen og i fritidsklubben.

Den anbefaling kan direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen Mette Lundberg nikke genkendende til, for skal der sættes ind, skal det gøres tidligt, og it-branchen har derfor udviklet det, den kalder "coding classes", hvor børn lærer at kode. Det bliver nu på tredje år tilbudt folkeskolernes sjetteklasser, så især piger i en tidlig alder kan få vækket interesse for teknologi.

- Det er en måde at lære børn at være kreative og skabende med teknologi, og vi kan se, at når vi rammer pigerne så tidligt, rammer vi dem inden de kønsstereotype forestillinger for alvor sætter sig fast. Og så synes de faktisk, det er spændende - og de er supergode til det, fortæller Mette Lundberg i avisen Danmark.

Odense Kommune tilbyder som den første kommune i landet "coding classes" til samtlige sjetteklasser, og det er blandt andet, fordi teknologi er afgørende for fremtidens samfund, sigler borgmester Peter Rahbæk Juel.

- Vi er lige nu i gang med at udarbejde en strategi for teknologiforståelse, hvor vi vil investere 50 millioner kroner i det næste årti, og et af målene er at få det gjort naturligt for piger at beskæftige sig med teknologi. Min ambition er også, at det skel, der er i interessen for teknologi og dermed også valg af uddannelse og karrierevej, bliver udvisket mellem drengene og pigerne, siger han til avisen Danmark.

- Der er jo et paradoks i, at flere piger end drenge får en studentereksamen, og at de har også højere karaktergennemsnit. Vi kan se på optag på ingeniøruddannelsen, at kvinderne er i rasende undertal, og det er afgørende vigtigt blandt andet i robotbranchen, at der kommer en mangfoldighed ind på det område, hvis man skal udvikle de bedste idéer. Alle bør have en interesse i at få fokus på det her, og den diskussion vil vi gerne være med til at kickstarte, siger Peter Rahbæk Juel, der fredag er vært for en minikonference på Syddansk Universitet om, hvordan man får flere kvinder i it- og robotbranchen.

I bygge- og anlægsbranchen er 91 procent af alle ansatte mænd, og det tal har ikke ændret sig de seneste 20 år. Ni procent er altså kvinder, og langt de fleste af dem arbejder enten på kontor eller i ledelse. Der mangler kvindehænder.

Derfor hilser formand for Danske Kloakmestre Tom Lisberg Ewers dansk byggeris kvinderåds anbefalinger velkomne. Han driver selv en entreprenørforretning og har en enkelt kvinde ansat.

- Erfaringerne er rigtig gode, og kvinder er et friskt pust i vores verden, hvor tonen godt kan være rå. Samtidig knokler de bare på, og ofte er de mere grundige og omhyggelige end mænd, siger Tom Lisberg Ewers til avisen Danmark.

Et andet argument for flere kvinder i både it-, robot-, bygge- og anlægsbrancherne er, at det smitter af på bundlinjen.

- Diversitet er godt i produktudviklingen, men vi har også tal, der viser, at diversitet er rigtigt godt for bundlinjen i virksomhederne. Derudover har en analyse fra konsulentfirmaet Boston Consulting Group vist, at virksomheder med diversitet i ledelsesteamet har en højere omsætning end virksomheder med lav diversitet. Vi får altså udfordret hinanden, når vi har forskelligt perspektiv, og den syretest, der ligger i at få udfordret vanetænkningen, er god for innovationen, siger direktør for politik og kommuniation i IT-Branchen Mette Lundberg til avisen Danmark.

Men selv om kvinder på langt sigt kan være med til at sikre branchernes overlevelse, er det på kort sigt ikke nok. 2025, hvor vi kommer til at mangle 60.000 faglærte i Danmark, er lige om hjørnet.

- Det største problem i dansk økonomi lige nu er mangel på arbejdskraft – især inden for erhvervsfaglige områder. Vores fokus på den korte bane er derfor at skaffe folk ind udefra. Men på længere sigt er vi med på, at vi skal have flere kvinder ind i fagene, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Jens Troldborg.

 

Avisen Danmark - Jysk Fynske Medier
via Listen To News