Skyld, skam og desperation bør aldrig føre til, at en kvinde dræber sit spædbarn. Kvinder i Danmark kan gennemføre fødsler, som er helt hemmelige for alle andre. De kan endda føde helt anonymt, uden at blive registreret af sociale myndigheder.
Det fortæller psykiater og kvindeforsker Birgit Petterson.
»Lægevæsenet bygger på, at alle i nød kan henvende sig. Kommer der en fødende ind på sygehuset, der ikke vil fortælle, hvem hun er, bliver det barn bare født,« siger hun.
Selvom kvinden frygter fordømmelse eller vold fra forældre eller kæresten, er der ikke grund til at føde helt i det skjulte.
»Lægen har tavshedspligt og har ikke ret til at fortælle noget videre til forældrene, hvis kvinden er over 15 år. Hospitalet kan skærme hende. Hun kan føde, fuldstændig uden at nogen opdager det,« siger Birgit Petterson.
Alligevel findes der af og til døde eller efterladte spædbørn. Senest er en nyfødt fundet i en pose i Odense Å.
»Det kan være nogen, der har været psykotiske, der har slået barnet ihjel. Men det kan sagtens være nogle unge, der har gjort det i desperation. Man ser jo uventede fødsler blandt unge kvinder, der kommer ind på skadestuen med ondt i maven, men så føder et barn,« siger kvindeforskeren.