Kræft i livmoderen er tilsyneladende ikke noget, yngre danske kvinder bekymrer sig særlig meget om i hverdagen.

Alle 23-årige kvinder modtager et tilbud om screening, men næsten halvdelen får ikke taget undersøgelsen, før de modtager invitationen igen tre år efter. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

En screening for celleforandringer i livmoderen kan ellers forhindre eventuelle kræftceller i at udvikle sig til en reel kræftsygdom i underlivet.

Hver dag var en kamp

En af de kvinder, der har oplevet kræften på tæt hold, er 42-årige Mette Rosendahl.

For knap to år siden fik hun konstateret kræft i livmoderhalsen.

Hun har fået foretaget regelmæssige screeninger hele sit liv, og netop fordi kræften blev opdaget relativt tidligt, lykkedes det lægerne at dræbe den med seks ugers kemo- og strålebehandling.

»Jeg havde kronisk diarré i otte uger, og min mand måtte køre mig rundt i kørestol. Det var en kamp bare at få tøj på om morgenen,« siger Mette Rosendahl.

400 kvinder rammes hvert år af kræft i livmoderhalsen. Halvdelen af dem dør af sygdommen. Flere ældre kvinder end yngre bliver screenet, men hver fjerde får aldrig foretaget undersøgelsen. Kræftens Bekæmpelse er bekymrede over situationen.

»Det er rigtig mange – ikke mindst fordi vi kan forhindre det! Det er jo slet ikke til at bære. De kvinder skulle slet ikke have den her sygdom. De skal i hvert fald ikke dø af den,« siger overlæge, dr. med. hos Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten.

Uhyggeligt

Formanden for foreningen Kvinder med kræft i underlivet eller KIS, Lene Middelhede, tror ikke, de yngre kvinder tænker så meget over risikoen for denne kræfttype, fordi de er på et helt andet stadium i deres liv end kvinder, der for eksempel har fået børn.

»Unge kvinder ved ikke rigtigt, hvorfor de skal have det her celleskrab, og hvor alvorlig sygdommen er. Det er faktisk meget uhyggeligt at tænke på,« siger hun.

Mette Rosendahl har stadig ikke fået kræfterne helt tilbage efter den hårde kemo- og strålebehandling mod livmoderhalskræft.

»Man læser om kræftpatienter, der bestiger Kilimanjaro, men jeg ved, at de fleste har det ligesom mig,« siger hun.