Arbejdsløshed skræmmer de danske kvinder mere end mændene.
Det viser en ny undersøgelse af danskernes bekymringer, som analysefirmaet Synovate har lavet for Nordea.
Hele 45 procent af kvinderne bekymrer sig om at miste jobbet, mens kun 34 procent af mændene har samme frygt.
Årsagen til kvindernes panderynker skyldes, at det offentlige i disse år spænder livremmen ind, vurderer forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.
"Kvinderne har hovedsageligt job i det offentlige, og tidligere var de job stort set sikre, men der er de ikke længere. Nu bliver der varslet fyringsrunder hvert år og nedskæringer i budgetterne, og det rammer kvindernes bekymringer," siger hun til Newspaq.
Generelt bekymrer kvinderne sig lidt mere end mændene på de fleste punkter i undersøgelsen. Sammen med arbejdsløshed får madpriserne også kvinderne til at bekymre sig. Og frygten for stigende priser ligger på et "overdrevet niveau", mener Ann Lehmann Erichsen.
"Halvdelen af alle danske kvinder er bekymret over prisen på mad. Mange møder madpriserne hver dag, når de køber ind, og så tænker man rigtig meget over det, så det fylder mere end det bør," forklarer hun og uddyber:
"Men det er jo også ofte kvinderne der fylder køleskabet, så det er dem, der opdager, når priserne på mad stiger."
Dobbelt så mange kvinder end mænd frygter også, at der ikke er råd til at komme på ferie.
Både mænd og kvinder frygter dog de dystre udsigter for verdens og Danmarks økonomi mest, viser undersøgelsen, hvor over 1.000 danskere mellem 16- 65 år er blevet spurgt i perioden 9. november - 17. november 2011.