Den pakistanske premierminister hasteindkalder nu en række politikere og eksperter til et møde, hvor man skal drøfte, hvordan den sundhedsmæssige krise i det oversvømmede land skal håndteres.
Alt tyder nemmelig på, at vandmasserne ikke bare i kraft af de voldsomme oversvømmelser har kastet død og ødelæggelse ned over Pakistan. Nu lurer en epidemisk fare i vandmasserne, der dækker store dele af landet.
I første omgang er 1.600 blevet dræbt af oversvømmelserne, men nu frygter man at flere millioner er i fare for at dø af vandbårne sygdomme og kolera. Ifølge BBC rapporterer læger rundt om i landet allerede om voldsomme hududslæt, dehydrering og diarre hos mange af de mennesker, der er drevet på flugt.
Korrespondenter i området fortæller ligeledes tragiske historier om gravide kvinder, der desperate må lægge sig i vejkanten midt under deres flugt fra vandmasserne for at føde deres barn - uden nogen form for hjælp.
Til det hasteindkaldte møde deltager premierminister Yousuf Raza Gilani, som skal rådfører sig med sine overlæger, embedsmænd fra det pakistanske sundhedsministerium, repræsentanter fra FN og NGO'er.