Nattetimerne på gaderne kan være farlige for mænd.I hvert fald er det først og fremmest her, at mænd får bank.
Det viser en rapport, som Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, har lavet for ligestillingsministeren.
Her fremgår det også, at 89.000 mænd i alderen 16-64 år årligt udsættes for vold, og for halvdelen er der tale om grov fysisk vold såsom knytnæveslag, spark eller overfald med våben. For kvinder er tallet 70.000.
Mens mændene er mest udsatte på gaderne, er kvinderne det i deres eget hjem. 8.000 mænd bliver hvert år slået af deres partner, mens det for kvinder gælder 28.000.
Mænd, der har været udsat for vold, lider dog ikke under det på samme måde som kvinder, der oftere har alvorlige psykiske problemer eller dårligere selvoplevet helbred. Til gengæld føler de sig mere kede af det end mænd, der ikke har været udsat for vold.