Kvinder læser og studerer mere og mere, men ender med at bestride et job, der slet ikke svarer til deres uddannelsesniveau.
Og her ligger en del af forklaringen på den store ulighed, der er mellem mænds og kvinders løn, mener svenske forskere på baggrund af en ny undersøgelse.
- Hvis kvinder i højere grad havde et job, der modsvarede deres uddannelse, ville lønforskellen være mindre, siger Katarina Katz til Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet.
Ifølge den svenske undersøgelse har mere end hver tredje svenske kvinde i dag en højere uddannelse, end hun behøver i sit arbejde.
Der findes ikke en tilsvarende dansk undersøgelse, men på Socialforskningsinstituttet (SFI) er man ikke overrasket. Seniorforsker Mette Deding peger dog også på et andet aspekt, der giver mændene højere løn.
- Mændene er bedre til at få noget ud af deres uddannelse, når det gælder lønnen. Kvinderne uddanner sig primært i fag, der retter sig mod den offentlige sektor. Og det er altså ikke der, man skal være, hvis man gerne vil have en høj løn, siger Mette Deding til Politiken.