Danske kvinder hører til et af de mest seksuelt frigjorte folkefærd i verden. Men når det kommer til at bede fyren om at bruge kondom, så spiller genertheden straks en stor rolle.
Danske kvinder har det nemlig rigtig svært med kondomet. Faktisk synes over halvdelen - 56,4 procent - af de unge kvinder mellem 16 og 25 år, at det er svært at bede fyren om at bruge kondom.
Det viser en ny undersøgelse som Sundhedsstyrelsen har fået foretaget i forbindelse med kampagnen 'Kun med kondom'.
"Selv om man er 18-19 år og taler åbent om sex med venner og veninder, sker der noget andet, når man er alene med drømmeprinsen eller prinsessen. Så dukker blufærdigheden og usikkerheden pludselig op," siger Else Smith, chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen til Metroxpress.
Generalsekretær i Sex & Samfund Bjarne B. Christensen mener, at det ville være anderledes, hvis seksualundervisningen i skolerne blev løftet.
"Problemet er, at der ikke er faglige miljøer eller efteruddannelse til lærerne, hvor de kan sætte sig ind i emnet og lære at formidle det," siger han til Metroxpress.
305 repræsentativt udvalgte unge kvinder og mænd i alderen 16-25 år er blevet spurgt.
Undersøgelsen viste også, at lidt færre unge mænd end kvinder generelt har svært ved at få nævnt kondomet inden udfoldelserne på lagnet går i gang.