Kvinder, der sveddryppende kaster sig efter en fjerbold, eller ligger underdrejet i en yogastilling bryder sig ikke om øjne i nakken. Kvinder er nemlig mere blufærdige end mænd, når de dyrker idræt, viser en undersøgelse, som lektor på Syddansk Universitets-center Kaya Roessler har lavet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden.
Undersøgelsen viser, at seks ud af ti kvinder ikke bryder sig om at blive kigget på, når de springer rundt i idrætsklubben. Til sammenligning er det kun hver fjerde mand, der har noget imod det.
»Ligger man på ryggen på gulvet og laver pilatesøvelser, føler man sig udstillet på en anden måde, end hvis man træner med vægte. Vægttræning symboliserer styrke, mens gymnastiske øvelser, der skal fremme fordybelse eller smidighed, gør en mere sårbar for andres blikke. Det er især ældre kvinder, der forstyrres af denne synlighed,« siger Kaya Roessler.
Mange af de idrætsanlæg, der findes i dag, matcher ikke kvindernes behov for intimitet og tryghed.
Ifølge undersøgelsen synes kvinder desuden ikke om steder, hvor der mangler lys, er mennesketomt, eller hvor lydniveauet er højt. Det skal der gøres noget ved, mener en arbejdsgruppe under Lokale- og Anlægsfonden:
»Når halvdelen af de idrætsaktive er kvinder, bør man også skabe nogle rammer, der imødeser kvindernes behov. Det kan sagtens lade sig gøre, så mændene også vil opfatte det som en forbedring. Vi håber derfor, at man i højere grad vil indlægge en kvindelig dimension i de fremtidige byggerier,« siger konsulent Laura Munch fra Lokale- og Anlægsfonden.