Det er ikke kun i Danmark, at sociale medier kan medføre problemer på jobbet.
I New York i USA risikerer en flok kvindelige politibetjente at blive straffet af chefen, efter de har lagt billeder op på det sociale fotomedie Instagram, skriver New York Daily News.
Blandt andet risikerer de at få frataget ti feriedage.
Betjentene havde som en del af en leg eller trend lagt billeder op af sig selv, hvor de poserede både med og uden uniform - sidstnævnte kategori dækkede ofte over bikinibilleder eller lignende.
Det er dog ikke de frække eller halvnøgne billeder, der giver betjentene problemer, men derimod de billeder, hvor betjentene er iført uniform. Det er nemlig ikke tilladt for betjente at offentliggøre billeder af sig selv eller kolleger iført uniform uden at bede om tilladelse først - bortset fra billeder taget ved officielle ceremonier.
Reglen er vedtaget for at værne om politikorpsets ry.