Kvinder i uniform har sværere ved at komme til tops. I hvert fald hos Rigspolitiet, der netop har udnævnt 926 nye politikommissærer og vicepolitikommissærer. Kun 26 er kvinder, skriver Jyllands-Posten.
Det skyldes ifølge Politiforbundet, at lederuddannelsen til politifolk ikke tager hensyn til kvinder med børn. Blandt andet er der en del kurser, hvor man er væk fra familien i lange perioder.
- Der er noget galt med lederuddannelsen, når så forsvindende få kvinder får en lederstilling, siger formanden for Politiforbundet i Danmark, Peter Ibsen, til Jyllands-Posten.
- Når kvinder udgør 10 procent af politistyrken, er der gode grunde til, at de også bør nærme sig en andel på 10 procent af lederposterne, siger han.
De 26 nye kvindelige kommissærer svarer til 2,8 procent af de nyudnævnte ledere.